Mads ja

Fest

2012-02-08T19:30:00.003+01:00

"Jeg svingede rundt på gulvet og spildte rødvin på mig selv, mens musikken bragede og jeg råbte, at de andre skulle komme op på niveau."

Den sætning er efterhånden ret gammel, men jeg er stadig glad for den. Og med det sagt, så trænger jeg virkelig snart til en god brandert.

NYC

2012-02-01T13:45:00.000+01:00

Her i Berlin, snart i New York.

Tændstik

2012-01-29T14:38:00.001+01:00

Hej, jeg hedder Mads... Og jeg har noget at sige.

Jeg er så træt af at få smidt slanketips i hovedet hele tiden. Det er lige meget, hvor jeg kigger hen, så er der nogen med gode idéer til vægttab. Sukkerfri havre fras, slankepiller, der angiveligt optager fedt fra den mad, du spiser (riiiiight...), dvd'er med super inspirerende idéer til motion, der kan dyrkes i hjemmet (læs: yoga...), slankende opskrifter, Kia Liv på julemærkehjem, og jeg kunne seriøst blive ved.

Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om, at jeg ikke støtter op om den øgede bevidsthed omkring sundhed og en sundere livsstil. Det gør jeg selvfølgelig. Jeg mangler bare noget, som kan hjælpe mig med at blive sundere og få en sundere livsstil.

. Hvor er mine dvd'er med tips til, hvordan jeg øger min fedtmasse gennem motion, der f.eks. kan dyrkes i hjemmet? Hvorfor laver ingen madhæfter med opskrifter, der kan hjælpe mennesker som mig, der har højt stofskifte og ikke kan tage på? Hvorfor kan jeg ikke komme på et fedt hjem (no pun intended) i 10 uger, hvor jeg får en masse nye venner og de redskaber, der gør, at jeg kan blive sundere og mere normalvægtig i fremtiden? Hvor er mine magiske piller, der kan gøre mig større? Eller vent, det sidste tager jeg tilbage... Piller kan ikke gøre noget godt for nogen.

Faktum er dog, at det også er usundt at være undervægtig, så jeg kan ikke forstå, at det skal være så utilgængeligt at få gode råd, som jeg føler, det er. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg bare er blind for mulighederne. Jeg ved bare, hvad jeg har gjort, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere nu. Jeg har været til lægen et utal af gange, og jeg har selvfølgelig også været til diætist, men sidstnævnte var en af de mest demotiverende oplevelser, jeg nogensinde har haft. Selvom jeg gjorde alt, hvad hun bad mig om og spiste kontant og hele tiden efter den kostplan, som hun havde lavet til mig, så endte jeg i stedet med at tabe mig. Og dermed forblev min BMI altså historisk lav. Et udtryk fra diætisten, som jeg ikke rigtigt kan slippe igen. Jeg blev også engang præsenteret, som "ham der er inde i kylling", af min tidligere chef til et forældremøde, da mine ben eftersigende er lige så tynde som kyllings. Dette blev en joke, som fortsatte over flere omgange, selvom jeg aldrig rigtig følte, at jeg var med på den. Jeg tror, at mange mennesker glemmer, at det ikke er et ideal for alle at være tynde, og at man derfor ikke kan tillade sig at sige lige, hvad man vil. Jeg ville f.eks. aldrig sige noget stødende til en overvægtig person, men det er nok også, fordi jeg ved, at det er et følsomt emne for langt de fleste. Men der er jo nogen, der er fuldstændig ligeglade og bare lukker mundlort ud, og indtil de lærer at tage hensyn til andres følelser, så er der dog nok ikke så meget andet at gøre end at få lidt tykkere hud.

Det her skulle ikke blive en lang klagesang. Det var egentlig meningen, at jeg bare ville brokke mig lidt og så runde af med en accept af mig selv, som jeg er, men fuck det. Jeg er utilfreds og frustreret lige nu. Men mon ikke det nok skal gå. Om ikke andet kan jeg jo gå og vente på at mit stofskifte ændrer sig. Ja, det var en god idé.

PS Kia Liv er sej!

Da mit tørrestativ gik i stykker

2012-01-24T15:43:00.000+01:00

Jeg synes faktisk, at det var virkelig flot, så længe det varede.

Syddansk?

2012-01-12T18:55:00.000+01:00

Interkulturel pædagogik og dansk som andetsprog

det nye år

2012-01-08T13:30:00.000+01:00

Sådan var min nytårsaften... De her to billeder forklarer faktisk det hele.

at spare penge

2011-12-31T13:35:00.000+01:00

Jeg har besluttet mig for at leve, som var jeg en fattig studerende fra nu af. Efter to jobskift for to måneder siden med to ugers mellemrum har jeg nu sat mig selv i en situation, hvor jeg ikke får en fast indkomst, hvilket betyder, at jeg faktisk er fattig det meste af tiden, da jeg ikke engang arbejder deltid størstedelen af tiden - men det var slet ikke pointen. Pointen er, at jeg skal indse, at jeg er fattig nu. Faktisk burde jeg have indset det for et par måneder siden, men det skete ikke, så jeg vil indse det nu i stedet.

Fra nu af skal jeg trodse min dovenskab og udelukkende gå i Netto og handle, selvom det ligger længere væk end Super Best.
Jeg skal også undgå specialvarer, som jeg lige falder over og køber, selvom de ikke står på listen og oftest ender med at stå i køkkenskabet til intet større formål. Det er altså slut med hvid chokoladecreme med tørrede jordbær, tre forskellige slags kaffesirup og 'specielle' havregryn med blåbær smag. Ikke mere.
Ud over det så vil jeg lægge kontanter i en tindåse hver måned, så jeg kun bruger af dem, når jeg køber ind. På den måde standser mine impulskøb automatisk, hvilket altså betyder, at jeg kommer til at spare penge.
Jeg kommer også til at spare penge, hvis jeg begår mig i nogle af de samme retter, som jeg har lavet på det seneste, fordi jeg så ikke behøver at købe krydderier, forskellige olier og den slags, da jeg har det i forvejen. Det vil altså sige, at jeg skal have mange raw-supper, pasta-retter og dahl det næste stykke tid. Og så selvfølgelig havregrød på den ikke særlig fancy måde.
Selvfølgelig skal jeg også lade være med at købe nye materielle ting til mig selv, som jeg hverken har brug for eller plads til. Det vil altså sige, at jeg ikke skal købe flere striktrøjer eller jakker, selvom jeg virkelig gerne vil. Og jeg skal selvfølgelig heller ikke tage i Men's Shop og købe erotiske ting, fordi jeg synes, at det er sjovt at se min kærestes reaktion på det. Jeg skal også stoppe med at købe Sanne Salomonsen og Lis Sørensen cd'er.

Ellers ved jeg ikke, hvordan jeg kan mindske mit forbrug.
Hvis en tilfældigt læser det her og har en eller anden åbenlys god idé, som jeg selv har overset, så sig endelig frem.

Folk siger virkelig de sjoveste ting

2011-12-11T15:12:00.000+01:00

Farmor: "Undskyld, Martin, det er bare, fordi jeg ikke er så god til navne."
Martin: "Det er altså helt i orden."
Farmor: "Det er godt, Jonas."

Pige i Ålsgårde 15 år #1: "Ej, jeg har mit lort, så jeg kan ikke kneppe i aften."
Pige i Ålsgårde 15 år #2: "Øhh, det kan man altså godt alligevel."
Pige i Ålsgårde 15 år #1: "Der er sgu da ingen fyre, der gider have blod på pikken"
Pige i Ålsgårde 15 år #2: "Øhh, lyset er jo alligevel slukket."
Pige i Ålsgårde 15 år #1: "Gud, ja..."

Pige i toget, 14 år: "Ej, jeg har seriøst aldrig været så skæv før, mand. Jeg blev bare så skæv, at jeg lå og sov i to timer..."

Sidste år

2011-11-20T18:29:00.000+01:00

Mads’ ønsker i julen 2010.

Bedrollers til opbevaring under sengen
2 Annemette Kissow tekopper (de store), sorte, grønne eller sandfarvede
Skrivebordslampe og gulvlampe
HAY puder – i forskellige størrelser og farver. Neutral pude, farverig knap foretrækkes.
En elektrisk barbermaskine med oplader til.
Lap desk – til at have under computeren, når man bruger den andre steder end ved et bord. Fås i Føtex i uge 48 til 70 kr. Vigtigt!
Pyjamas, Large
Store lærreder og akrylmaling i mange forskellige farver
Backgammon, Trivial Pursuit, Ludo, Kinaskak – spil til underholdning!
Sengetæppe – mørkeblåt?
Skrivebord
Mørkegrå (eller koboltblå) Mads Nørgaard sømandsstrik (med lynlås), M
DIOR FAHRENHEIT 32 parfume
Garderobestativ
Knagerække, der hænger over døren.
Flonel dynebetræk
Ur til væggen med fugle – fra Tiger til 50 kr.
Sort Mads Nørgaard windbreaker, M
Lagener til 120 cm seng
Lange sorte underbukser fra H&M medium/large
Webcam med indbygget mikrofon (vigtigt!)
Rullebord
Polstret stol
Tekande med indbygget tefilter – gerne en i stål eller porcelæn.
2 Annemette Kissow kaffekopper (de små), sandfarvede

Okay, så min mor punker mig rimelig hårdt for tiden, fordi det åbenbart allerede er jul, og man derfor skal komme med julegaveønsker nu. Problemet er dog, at jeg i år ikke har nogen form for anelse om, hvad fanden jeg skal ønske mig. Normalt plejer jeg at have en ønskeseddel klar flere måneder inden jul, da jeg oftest ved, hvad jeg gerne vil have. I år er det bare ikke det, der er tilfældet.

Ovenstående er sidste års udgave. Nu vil jeg gå igang med den for i år, og så vil jeg lave noget mad. Åh, altså, hvor er det dog bare super hårdt, at nogen gerne vil give mig gaver. #ironi

PS. jeg tror, at jeg lavede et lignende indlæg sidste år, hvor jeg også brokkede mig over, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle ønske mig? Men lad nu lige den ligge et øjeblik...

Yndlings

2011-11-07T09:39:00.000+01:00

HORZE

2011-10-27T18:24:00.002+02:00

Ifølge Kia, hvis blog, fierce og fattig, jeg lige skimtede forbi for et kort øjeblik siden, så er mange bloggere begyndt at købe horze-støvler? Det kommer lidt bag mig, må jeg ærligt indrømme. Her gik jeg ellers og troede, at det var min ting? Jeg kan huske, at jeg fik mit par midt i gymnasiet. Og jeg har skambrugt dem lige siden, selvom de faktisk er lidt for store. Sådan går det dog. Gode nyheder spreder sig hurtigt. Hvem ville nogensinde have troet, at jeg skulle gå hen og blive moderigtig? Vildt... Nu går jeg op og henter mine pizzaer! Ses

Nå

2011-10-27T14:04:00.000+02:00

Jeg keder mig så ulideligt meget lige nu, at det ikke engang er sjovt. I denne uge har dagens eneste højdepunkt været det samme hver dag. Min kærestes tilbagevenden fra verdenen udenfor. Af en eller anden grund er jeg blevet fuldstændig afskåret fra den. I går opdagede jeg kun, at det regnede, fordi en veninde påpegede det overfor mig i en sms. Jeg har kun været udenfor for at købe ind, eller hvis jeg virkelig har været rygetrængende og haft behov for at gøre et eller andet af mig selv.

Men mon ikke det snart vender igen.

Fætter BR

2011-10-26T10:25:00.000+02:00

Jeg sidder nu i min lejlighed, og overvejer, hvordan mit arbejdsliv skal forme sig. På det seneste har jeg følt mig enormt stresset, da jeg i september valgte at sige op i den børnehave, som jeg siden januar har arbejdet i, og nu pludselig finder mig halvt arbejdsløs, selvom jeg forlod mit arbejde i børnehaven for at forfølge et andet job, som jeg brændte mindst lige så meget for.

Det var oprindeligt meningen, at jeg ville få faste timer i en gruppe på et aktivitetscenter for voksne udviklingshæmmede, hvilket jeg, siden jeg søgte jobbet i januar, havde glædet mig enormt meget til.

Glæden blev dog kort. Jeg skulle til et evalueringsmøde med min chef efter 14 dage, som jeg naivt troede var en simpel trivselssamtale, hvor jeg skulle fortælle, hvordan jeg selv syntes, det gik. I stedet blev jeg mødt med en overvældende mængde af negativ kritik, der på ingen måde var konstruktiv, da den ikke var kommet løbende og dermed gjorde, at jeg ikke kunne have ændret på den.
Der blev simpelthen lavet en konsensus i krogene om, at jeg slet, slet ikke gjorde det godt nok, hvilket jeg ikke vidste, da jeg i god tro fulgte de givne retningslinjer og oprigtigt havde gjort et forsøg på at komme ind i rutinerne.
Efter to korte uger havde de givet op, da de blandt andet følte, at jeg ikke havde dannet relationer til brugerne i gruppen i løbet af de to uger, jeg havde været der. I den samme vending sagde de dog, at den slags tog lang tid, og man skulle være tålmodig, fordi brugerne ikke selv var i stand til at give særlig meget af sig selv. De følte også, at jeg var usikker på alle brugerne, at jeg ikke var synlig nok i gruppen, at jeg virkede decideret bange for nogle af brugerne og at jeg ikke virkede til at trives der overhovedet. Min leder fortalte mig til evalueringssamtalen, da jeg fremlagde det uretfærdige i, at jeg allerede var blevet afskrevet så hurtigt, at jeg kunne få en uge til at bevise, at jeg godt kunne klare det, fordi hun også mente, at jeg skulle have en fair chance for at komme ind i tingene, da gruppen tydeligvis har håndteret situationen forkert.
Den uge valgte jeg dog dagen efter at takke pænt nej til, da det ville urealistisk at ændre på deres indstilling til mig og simpelthen at decideret pine mig selv at blive endnu en uge, da gruppen tydeligvis allerede havde truffet en beslutning, om at jeg bare skulle væk derfra. Derefter blev jeg tilbudt at være tilkaldevikar, hvilket jeg modvilligt takkede ja til, da jeg ikke så anden udvej. Dagen efter kom jeg ud og var i en anden afdeling med en anden beliggenhed, hvor de ikke var utilfredse med mig og faktisk syntes, at det var gået godt i de 4 dage, som jeg havde tilbragt derude.

I går aftes søgte jeg trods det job som juleassistance i Fætter BR, selvom det ikke være den optimale beskæftigelse for mig. Ikke desto mindre har jeg opdaget, at jeg virkelig ikke kan lide tanken om at skulle tilbage til det første sted igen, da jeg ikke har lyst til at gense de mennesker, der ifølge min optik har fyret mig, før jeg havde fået en reel chance for at bevise mit værd. Selvom jeg har ytret min holdning til mine tidligere kollegaer omkring hele situationen, og de syntes, at det var meget ubehageligt at blive konfronteret, hvilket i den forstand gjorde, at jeg vandt og dermed gik derfra med æren i behold, så kan jeg ikke forestille mig at nogensinde have det godt derude igen. Løbet er simpelthen kørt.
Samtidig har jeg svært ved at dedikere mig til et nyt fuldtidsjob i en børnehave, da jeg ved, at jeg til sommer vil begynde at læse. Jeg ville simpelthen føle, at jeg røvrendte institutionen ved at løbe igen allerede efter et halvt år, da dette uundgåeligt ville blive tilfældet, medmindre arbejdet også kunne fungere som en form for studiejob på længere sigt.

Jeg har ingen konklusion på, hvad der er det helt rigtige for mig at gøre lige nu. Jeg har bare haft brug for at komme ud med nogle af mine tanker en gang for alle, så jeg ikke længere behøver at gå rundt med dem. Her til slut vil jeg bare lige sige, at jeg er sikker på, at det hele nok skal gå i orden før eller siden, og at jeg snart bliver glad igen.

Update

2011-10-25T19:24:00.000+02:00

Jeg er mere eller mindre arbejdsløs
Jeg køber ikke ind i Irma mere
Jeg går igang med at pakke mine ting ned i morgen
Jeg flytter til Vesterbro om et par dage
Jeg vil gerne på universitetet
Jeg er enormt træt af mit sabbatår

Egocentreret

2011-09-25T10:29:00.000+02:00

Jeg savner lidt Jylland-

Status

2011-09-19T18:19:00.000+02:00

Jeg kan ikke helt finde rundt i, hvad jeg 'mangler' at fortælle - egentlig behøver jeg ikke at opdatere noget som helst, da jeg i gennemsnit har 1 læser om dagen - hvem mon du er? - men jeg er sikker på, at det også kan være ligegyldigt, om jeg får husket at vende alle aspekterne af min tilværelse lige nu.
Det jeg gerne vil fortælle - dig - er nemlig, at jeg bruger meget af min tid på at drømme for tiden. Og det er slet ikke noget, jeg skriver for at være 'anderledes' eller smart. Det er sådan set bare sandheden. Jeg drømmer om at lege far og far måske med børn og/eller hund for evigt og for altid. Og jeg ved egentlig ikke om du ved, at vi er flyttet sammen, men det er vi. Det gjorde vi faktisk for et stykke tid siden, og uden at prise mig selv alt for lykkelig, så synes jeg faktisk, at det går rimelig godt. Og det håber og satser jeg på, at det bliver ved med at gøre. Tilbage til drømmene... Jeg drømmer i samme anledning om at købe en lejlighed for min mindre formue - bogstaveligtalt - så vi kan flytte væk fra togskinnerne. Måske skulle jeg egentlig satse på en lejlighed i Valby? Efterhånden har jeg mere eller mindre indset, at det rent faktisk godt kan have sin charme at være bosat her.
Sidespor. Jeg drømmer også om at tage på højskole i udlandet, og så drømmer jeg om, at mit tidligere job husker at give mig den løn, de skylder mig, så jeg ikke behøver at skulle gøre noget ubehageligt. Det tror jeg må være det for nu.

Alene Hjemme

2011-08-14T19:50:00.000+02:00

Det er søndag, og jeg har nu været alene hjemme i 4 dage. Før i tiden nød jeg min alenetid, men efter jeg er flyttet sammen med min kæreste og har vænnet mig til, at der altid er en ved min side, så er det der med at være alene ikke helt så sjovt mere. Mine naboer lytter højt til radio og laver mad, som jeg ligefrem kan smage, når jeg står ude i køkkenet. Hvordan kan det være, at jeg først lægger mærke til den slags nu? I morges vågnede jeg af en stønnen, der enten kom fra en med astma eller nogen, der knaldede. Eftersom jeg har boet i lejlighed i hele mit liv, så skulle man tro, at jeg var vant til den slags ting efterhånden. Det plejede jeg egentlig også at være, men jeg har virkelig taget 7 skridt tilbage i den forkerte retning i denne weekend. Der er virkelig ikke en eneste lyd, der går forbi mit hoved. Da jeg spiste morgenmad i morges hørte jeg en hund gå amok ude på gaden, men da jeg ikke turde (læs: orkede) at stikke hovedet ud af vinduet, så ved jeg ikke helt, hvad det gik ud på. Ud fra dens gøen kunne jeg dog høre, at det var en schæferhund. De er de værste.

Ellers har jeg lyttet til minuturet, der har ringet mange gange, da jeg i formiddags besluttede mig for at bage boller. Eller jeg besluttede mig for at blande vand med indholdet fra en sølv pose, hvilket efter to gange 25 minutters hævning blev til mit første bagværk. Jeg er lettere stolt.

Om lidt vil jeg lukke for et af vinduerne i stuen, så jeg slipper for at lytte til de grupper af scootere, der kører på min vej i tide og utide. Og så vil jeg lave nogle flere ting, som ikke er værd at nævne. I morgen kl. 20.35 får jeg heldigvis mit liv tilbage. Og så er der vist ikke mere at sige om den sag.

Farvel.

Siden sidst.

2011-07-15T21:41:00.000+02:00

Lige nu står der en opvask og venter på, at jeg får taget mig sammen. Forude er en aften med tortilla chips og The Real Housewives of New Jersey. Min kæreste, der for snart to uger siden officielt flyttede ind i min lejlighed, er taget i byen for at gense nogle venner, som han ikke har set, siden han for lidt mere end et halvt år dragede mod Island. Der er sørme kommet nogle ændringer i mit liv, nu hvor vi har valgt at leve under samme tag. Og det er faktisk ikke helt skidt, at vi sådan bor sammen nu, når vi for ganske lidt siden havde et lang distance forhold. Jeg er typen, der forsøger at vende og dreje alting, før jeg tør at gøre noget, så det er ganske stort skridt alene på det punkt, at vi bare har gjort det. Originalt havde jeg egentlig tænkt mig, at vi først skulle forsøge at bo i samme by, hvilket vi endnu ikke har prøvet, men i stedet er vi gået fra ingenting til konstant samvær på, hvad der føles som nul komma fem.

Jeg tror egentligt bare, at jeg ville nedskrive, og dermed dokumentere, at vi rent faktisk er flyttet sammen, så det hele kan føles lidt mere virkeligt.

Jeg er glad.

Dobbeltmoral.

2011-06-25T12:36:00.001+02:00

Nyheden, om at homoseksuelle ægteskaber om 30 dage vil blive legaliseret i New York, har Politiken bragt mig her til morgen. Jeg har ikke fulgt denne debat særlig grundigt, men jeg synes, at det er et enormt positivt skridt i den rigtige retning, da denne New York kan fungere som en inspirationskilde for andre delstater, der forhåbentlig vil følge deres eksempel indenfor den nærmeste fremtid.

En grund, til at jeg ikke har fulgt sagen så tæt, er, at jeg simpelthen ikke gider at høre på modstandere til forskellige positive forslag, da ingen har disse har saglige argumenter og mest af alt bare promoverer uvidenhed og had. I Politikens artikel, som jeg selvfølgelig ikke bare sprang over grundet overskriften, var der også en biskop, der valgte at udtale sig om hans bekymringer. "Vi er bekymret for, at såvel ægteskabet som familien vil blive undermineret", siger han. Giver det noget som helst mening, at han er bekymret for, at ægteskabet og familieværdierne vil blive svækkede af, at to mænd eller to kvinder vælger at gifte sig? Det er jo ikke ligefrem, fordi at de to ting hænger sammen på nogen måde. Et ægteskab er for to mennesker, og hver familie har forskellige værdier, som ikke har noget som helst at gøre med andres måde at gøre tingene på. Det er i hvert fald sådan, at det burde være. Jeg går jo heller ikke som homoseksuel og frygter at indgå i et eventuelt ægteskab - undskyld, jeg mener registreret partnerskab - fordi halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, vel? Det har jo for fanden intet at gøre med mig.

Da jeg så, at dette lovforslag - endelig - var blevet godkendt, så vidste jeg med det samme, at der ville komme en masse negativ respons. Polow da Don, en amerikansk musikproducer, som har produceret sange for Mary J. Blige, Usher, Christina Aguilera, 50 Cent og Ciara, er en af de første offentlige personer, der står frem med sin uvidenhed og sit had.

Han vælger simpelthen at sammenligne denne milepæl i ligestilling med Judas' forrædderi mod Jesus, og siger på den måde indirekte, at vi er på vej mod enden. Senere samme dag brokker han sig dog over, at en af de sange, han har produceret, ikke er blevet samlet op af en radiostation, hvilket han kalder for en racistisk beslutning fra deres side. Giver det mening at brokke sig over diskrimination, når han selv er vanvittigt homofobisk i sine udtalelser? Værre bliver det dog, at han påstar, at den førnævnte sang omhandler kærlighed og er universel. Handler den nye lovændring i virkeligheden ikke om, at netop gøre kærligheden universel for alle mennesker? Idiot.

Throwback

2011-06-25T10:33:00.000+02:00

Alt var bare federe i 90'erne

Glem det nu bare

2011-06-19T21:00:00.002+02:00

Jeg har haft en irriterende weekend for at sige det mildt. I fredags var det meningen, at jeg skulle til et større arrangement på mit arbejde, som jeg faktisk har set frem til, men da fredag kom, så blev jeg svimmel og begyndte at føle, at et anfald var på vej. Trods det tog jeg dog på arbejde, da jeg først ikke gad at indrømme det overfor mig selv, da anfald simpelthen ikke er noget, der passer ind i mit liv lige nu. Efter en time på arbejdet nåede jeg dog til et punkt, hvor jeg ikke kunne ignorere det længere, så jeg blev nødt til at tage hjem og sove resten af dagen. Da jeg om eftermiddagen vågnede, så var jeg stadig lettere svimmel, men jeg følte egentlig, at optakten til et anfald var forsvundet, fordi jeg formåede at falde ordentligt til ro.

Nu er det søndag, og jeg har det egentlig fint. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har undgået at miste kontrollen og bevidstheden på noget tidspunkt i løbet af weekenden. Det eneste, der irriterer mig lidt, er, at jeg nu har åbnet for sluserne og bliver nødt til at tage stilling til min sygdom, når jeg er på arbejde. Det har jeg ikke før behøvet at gøre, fordi det simpelthen ikke har været relevant at fortælle det. I morgen er jeg bange for at blive mødt med en masse spørgsmål og en masse mistro i forhold til min manglende tilstedeværelse i fredags, da jeg både gik glip af et festligt arrangement om aftenen og en normal arbejdsdag om dagen.
Det er ikke, fordi jeg ikke har accepteret, at jeg har den her sygdom. Jeg har bare efterhånden lært, at jeg har det bedst, når jeg lever mit liv uden konstant at tænke over, at jeg har epilepsi. På den måde undgår jeg nemlig at udelukke mig fra ting, hvor jeg kunne have grund til at være bange for at noget skulle ske, f.eks. i nattelivet eller på rejser.
Hvis jeg bedst muligt selv kan glemme det, når det ikke er en del af min hverdag, så bliver jeg nødt til at holde det for mig selv ved smpelthen ikke at inkludere de mennesker, der er en del af min hverdag i det. Da jeg for nylig var til ansættelsessamtaler på en højskole, fandt jeg det meget vigtigt at informere dem om det, fordi det kunne være afgørende for deres valg i forhold til, hvem der skulle ansættes. Det betød i praksis, at jeg brugte rundt regnet en uges tid op til på selv at gå og tænke over det, hvilket altså gjorde, at jeg havde en lang periode efterfølgende, hvor jeg simpelthen ikke havde det godt, fordi jeg ikke følte mig sikker på mine omgivelser. Sådan en periode er jeg nervøs for at gå ind i igen nu. Min weekend er allerede gået på at tænke over det, og det er usundt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre, men jeg må tage eventuelle kommentarer og spørgsmål, som de kommer, og håbe på, at jeg snart bliver glad og bekymringsfri igen.

Øv

2011-06-15T18:43:00.000+02:00

Jeg er ved at løbe tør for is i fryseren. Og det er forfærdeligt. Den slags is, jeg køber, skal nemlig ligge i fryseren i et par timer, før man kan spise dem. Det vil altså sige, at der går et par dage, mindst, før mit lager igen er fyldt. Mit køleskab mangler den søde mælk, og mit køkkenbord har ikke nogle honey cheerios - åh, hvor er jeg dog blevet glad for dem på det seneste - stående mere. Det er dog langt fra det værste, der er sket. Et smut i Netto og en anelse tålmodighed er nemlig det eneste, der skal til, før mine små madproblemer forsvinder igen.
Værre er det med mine tanker omkring mig selv og min fremtid for tiden. Mit sind mangler virkelig motivationen og overskuddet til at kapere min hverdag og ikke mindst de studier, der forhåbentlig (?!) ligger og venter derude i fremtiden på mig.
Hvad gør man, når man har det sådan? Jeg ved godt, at det er normalt, at man tvivler på ens fremtid, når man er igang med ens sabbatår, men jeg er virkelig i tvivl. Faktisk er jeg så meget i tvivl, at jeg slet ikke på nuværende tidspunkt har lyst til at tage nogen form for uddannelse. Alene tanken om det er ubehagelig, da jeg føler, at mine muligheder generelt er stærkt begrænsede grundet en for dårlig indstilling og for mange dårlige undskyldninger i gymnasiet. Mit snit giver mig næsten ikke adgang til nogle af de interessante studier, medmindre jeg selvfølgelig vil læse dem i Aalborg eller Odense, og nu hvor jeg arbejder som pædagogmedhjælper og bruger størstedelen af min tid på at stresse over ansvaret der følger med jobbet og min noget tvivlsomme præstation, så føler jeg heller ikke, at det er en retning, som jeg skal til at bevæge mig yderligere ud i. Hvad er det lige, man gør, når man hverken kan finde ud af socialt arbejde med mennesker og heller ikke kan blive akademiker?

Min umiddelbare indskydelse er - surprise - at simpelthen hive stikket ud og droppe alt, der hedder hverdag og arbejde, så jeg kan fokusere på mig selv i et desperat forsøgt på at finde ud af, hvad jeg har lyst til at bruge min tid på. Problemet er bare, at jeg ikke kan leve af ingenting særlig længe, og jeg derfor bliver nødt til at fortsat have en form for indtægt, mens jeg bruger tid på det, som jeg virkelig gerne vil - hvad end det så er.

Er det i virkeligheden et job i Netto, jeg skal satse på? Eller er det bare min nuværende - måske noget tvivlsomme - diæt, der ikke efterlader nok stof til eftertanke og derfor gør det hele langt mere uoverskueligt, end det i virkeligheden er? Jeg orker ikke at finde et svar lige nu.

Ugens citater

2011-06-12T13:19:00.001+02:00

"Gay is a choice because God don't make no mistakes"

"There is no way a woman could love and have sexual desire for another woman"

"Gays need to quit being pussies and not be whining about something as insignificant as bullying"

"Gay is something that kids learn from the media and programming"

"If my son was gay… he better talk to me like a man and not in a high pitched voice or I'll pull out a knife and stab him to death."

"I don't f***ing care if I piss off some gays, because if they can take a f***ing dick up their ***…they can take a f***ing joke." - Tracy Morgan

Her har vi så at gøre med en mand, der får penge for at være sjov og principielt også at gøre folk glade.

Er der nogen, der synes, at ovenstående er sjovt på nogen måde? Er der nogen, der bliver glade, når han sviner andre mennesker på den måde?

Jeg gider ikke bruge tid på at gå i dybden med mine uenigheder i hans udmeldinger, da han tydeligvis bare er virkelig ignorant, og forhåbentligt overdriver sine egne synspunkter for at lave en chokeffekt, hvilket dog stadig gør ham til en homofobisk nar. Der er dog stadig en fucking grænse, selvom det er et comedy show, og den grænse har han altså lige valgt at overskride med omkring 200 meter. Idiot.

Ivan er for sej.

2011-06-09T23:11:00.000+02:00

Jeg tror egentlig bare, at jeg vil lade billederne tale for sig selv. Han er jo for sej, mand.

I'll wash his feet with my hair if he needs

2011-06-02T19:47:00.002+02:00

PS

2011-06-02T09:43:00.001+02:00

Er jeg den eneste, der har problemer med blogspot for tiden? Jeg bliver automatisk logget ind, men når jeg går ind på min blog, så er jeg ikke logget ind. Og det gør så, at jeg ikke kan kommentere på mine egne indlæg (eller andres for den sags skyld...)

Er der nogen, der ved, hvad jeg kan gøre ved det?

WTF

2011-06-02T09:36:00.002+02:00

Er det bare mig, eller er der noget helt galt med det her billede?

You Are Beautiful

2011-05-29T00:02:00.000+02:00

Whatever

2011-05-25T19:16:00.002+02:00

Kære dagbog: Min weekend.

2011-05-22T21:55:00.001+02:00

Skyerne er grå udenfor, og det var de også, da jeg for lidt siden gik tur i regnen. Min bofælle og jeg havde et mindre opgør, hvilket resulterede i, at jeg valgte at flygte fra lejligheden i en dramatisk scene. Nu er jeg dog faldet til ro igen. Pyha.
En anden grund til, at jeg gik ud, var dog, fordi jeg så regnen som en perfekt anledning til at få vasket mit regntøj. Det skiftede nemlig farve fra sort til brun, da jeg tidligere på ugen - frivilligt vel at mærke - gled i mudderskred og blev begravet i store blade, mens jeg var i skoven med arbejdet.

I fredags vågnede jeg tidligt, selvom jeg havde glædet mig til at endelig kunne sove længe. Det er irriterende, når ens krop ufrivilligt modarbejder en. Det er et tilbagevendende problem i mit liv, men det gider jeg ikke uddybe, for så bliver det en pludselig til en længere affære. Louise kom på besøg om aftenen, hvor vi fik bunker af oliven og italiensk squashsuppe med tilhørende creme fraiche. Derefter så vi et kvarter af Mean Girls 2, før vi simpelthen ikke kunne holde til mere. Og hvad fanden gør man så? Så laver man et Jersey Shore-marathon, indtil man finder ud af, at MTV er igang med et South Park-marathon.
Da jeg havde fulgt hende op til stationen og gik tilbage i mørket, så slog det mig, at det er virkelig længe siden, at natten har været min. Og endnu længere siden, at jeg har været påvirket. Det savner jeg.
Jeg tror, at jeg sidst var i byen, da jeg stadig var hjemmeboende. Medmindre man selvfølgelig tæller med, at jeg vistnok var på barhop i Reykjavik, da jeg besøgte min kæreste deroppe. Ham savner jeg også.

Lørdag var jeg på Mcdonald's med Emma. Om aftenen opvejede jeg min usunde frokost med masser af blomkål og røde linser (og masser af creme fraiche), som jeg serverede for Astrid. Vi så meget lidt af Batman & Robbin, der uden tvivl er en af de værste film jeg nogensinde har 'set', før vi faldt i søvn mere eller mindre oven på hinanden.

Min bofælle er sur på mig igen nu, da hun har opdaget, at jeg har spist resten af isene fra fryseren. Måske jeg skulle tage endnu en gåtur så? Jeg kan se på mit regntøj, at der stadig er store mudderpletter på det, så regnen har åbenbart ikke fået vasket det ordentligt væk. Hvad gør man egentlig ved sådan noget, nu hvor det åbenbart ikke bare går væk af sig selv?
Jeg vil smutte ud og bunde et par glas sødmælk nu, og så trænger jeg virkelig også til at få barberet min hals. Min aften bliver god. Det kan jeg bare mærke, at den gør. Farvel for nu.

Flot.

2011-05-22T18:02:00.002+02:00

Hjælp

2011-05-21T00:18:00.000+02:00

Der skal virkelig snart ske noget nyt med mit hår. Jeg har nu haft den samme frisure, siden jeg først fik hår på hovedet, og det er bare som om, at der måske burde ske noget nyt snart. Meget, meget snart. Spørgsmålet er så bare hvad der skal ske. Hvad gør man, når man kun har været til frisøren 3 (!) gange i sit liv, og ikke har den fjerneste idé om, hvad der ville se godt ud? Jeg indrømmer gerne, at jeg er blank. Har du nogle ideer? Jeg tror, at det meste ville være en forbedring, så jeg er frisk på det meste, selvom jeg aldrig i livet kunne drømme om at farve mit hår.

Jeg trænger virkelig også til at komme i byen snart, nu hvor vi snakker om, hvad jeg har brug for Da jeg gik mig en aftentur for lidt siden, hvor jeg fulgte en veninde op til stationen nær mig, der gik det op for mig, at det er ufattelig lang tid siden, at jeg har været ude og gribe natten. Kommer der ikke snart nogle barhop til mig? Det håber jeg virkelig.

Måske kunne jeg slå de to ting sammen? En bytur forbundet med et hårklip ville sikkert være den ideelle løsning for mig, hvad end der ville komme ud af den kombi.

Regnorme

2011-05-16T20:30:00.002+02:00

"Jeg' på eventyr med en grå gås og en rød tyr
Episk fuldskab
Jeg' fucked' up på de fabeldyr
Jeg teenage bawler hele dagen, sådan er det bare
Blå mandag hver dag, min verden er avatar!"

I dag sad jeg og gravede efter regnorme med F og K. Først var det meningen, at hønsene skulle have glæde af dem, men som tiden gik, så gik det op for mig, at det ikke ville komme til at ske. I stedet for at forsøge at finde flere endte vi nemlig med at sidde og kæle dem, som vi havde fundet. I den anledning skulle de selvfølgelig have navne... af en eller anden grund. K navngav den største 'Nuser', hvilket vel er meget passende til en gigantisk regnorm. Da vi skulle navngive den næste, så var det igen K, der tog førertrøjen på og besluttede, at den skulle hedde 'Buller', hvilket igen er et meget passende navn til en regnorm... Tror jeg.
K fik dog ikke lov, da vi navngav den tredje. F besluttede nemlig, at den skulle hedde 'Joey Moe'. Jeg var lidt forarget, og spurgte derfor, om han virkelig mente det, hvor han så helt roligt forklarede mig, at 'det er et pænt navn'. Den næste døbte han også - det er vel kun fair - og den fik navnet 'Rihanna'.

Det er lidt en hemmelighed, men jeg er faktisk blevet fan af Joey Moe. Jeg skammer mig over det, men jeg er simpelthen en sucker for hans poetiske tekster om legetøj og alt mellem himmel og jord. Indlægget indledes endda med et par af perlerne fra hans næste single. Hvordan kan man andet end elske det? Min veninde, Sara, og jeg har brugt de sidste mange onsdage på at synge Joey Moe (og Rihanna (S&M) for den sags skyld) til vi er gået i brædderne. Hvad fanden skulle man ellers lave om onsdagen?

Det slog mig lige, at jeg har den samme musiksmag som en 5-årig. Er det mig, der er skræmmende nederen, eller er det ham, der er mega sej? Den tror jeg, at jeg vil gruble lidt over i aften.

Chips

2011-05-15T12:31:00.001+02:00

Jeg kedede mig ubeskriveligt meget i mine forældres kolonihave i går, og min eneste underholdning var en pose chips og mit kamera... How nice.

Endelig!

2011-05-15T10:58:00.002+02:00

Mine nye rulleskøjter er herre grimme, men jeg ligner ikke desto mindre en drøm, når jeg svæver rundt på dem i mit nabolag.

Jeg mødte en maks 10-årig pige, der også var ude at stå på rulleskøjter, sidst jeg drønede rundt. Hun havde side by side-rulleskøjter, der var meget sejere end mine. Det irriterede mig lidt, så jeg krydser fingre for, at jeg ikke møder hende igen. Ellers bliver jeg bare nødt til at udfordre hende til en duel.

En duel, som hun selvfølgelig kommer til at tabe. Ja, så kan hun lære at ikke krydse min vej igen med hendes super-duper-seje rulleskøjter.

Jeg elsker dig

2011-05-12T18:29:00.000+02:00

Status

2011-05-09T20:45:00.001+02:00

Jeg er træt træt træt træ ttrært træt rtræt træt træt trætr trætr træt rtrætr trætrt i mit hoved lige nu, fordi jeg ikke har drukket nok væske i dag.

Lige nu gruer jeg i morgen, mens jeg forsøger at indhente noget af det forsømte. Vandet ryger ned i stride strømme, men det er bare som om, at min hovedpine ikke rigtigt forsvinder af den grund.
De to næste dage skal bare overståes. Måske forsvinder min hovedpine først på torsdag? Kom og gå jkóm og gå kkom og gå kom og gå kom og gppå kom og gå kom og gå kom og gå kom gå ogmo goå kom og på.
Nu går jeg.

Kanye West har angiveligt lavet nogle tørklæder

2011-05-07T12:07:00.001+02:00

Og jeg elsker dem.

Fredag aften

2011-05-07T11:27:00.000+02:00

Jeg brugte min aften i går på at tegne. Og nu er det ikke ligefrem, fordi at det blev til særlig meget. Faktisk var jeg slet ikke produktiv, da jeg brugte størstedelen af aftenen på at sidde og lave skygger på en gammel tegning af en ikke-så-naturralistisk nøgen mandekrop set bagfra, som jeg for længst havde afskrevet som grim. Det var dog alligevel en enormt afslappende og bekræftende aften på trods af førnævnte faktum. Jeg har fået lidt blod på tanden, og gik allerede igang med en tegning med farver, inden jeg gik i seng, der dog ikke er færdig endnu. Endelig kom der altså noget, der fik mig lidt væk fra mine blyants-portrætter af mere eller mindre skræmmende/vrede mennesker, men det er som sagt ikke færdigt endnu.

Hvem ved om det nogensinde bliver færdigt, men uanset hvad, så var det dejligt at rode med fedtfarverne igen. Selvom mine fingerspidser alllerede er ømme - jeg havde glemt, hvor ondt det gør i længden - og der allerede er sorte fingeraftryk på alle stikkontakter i hele lejligheden. Åh, ja... Men er det ikke det hele værd? Det synes jeg. Og så kan det være ligegyldigt, at min bofælle nok har en helt anden reaktion på det, når hun engang vender tilbage fra de døde (læs: hendes tømmermænd...) Her er aftenens udbytte:

Hou

2011-05-06T20:34:00.000+02:00

Som det ser ud lige nu, så strander jeg formodentlig i Jylland, nærmere betegnet Odder, eller endnu nærmere betegnet Hou, på onsdag, da jeg har en meget vigtig dag foran mig på en højskole, som jeg virkelig gerne vil ind på.
Jeg har ingen idé, om hvordan dagen kommer til at forløbe sig. Udover at jeg har fået mit mødetidspunkt fortalt, og at jeg har fået et sluttidspunkt, som jeg ikke rigtigt kan regne med. Derudover ved jeg, at vi allesammen skal høre et fælles oplæg, før vi går ud til vores individuelle samtaler. Antalet af mine har jeg fået besked om. Det kan både kun være en, hvilket ville formindske mine chancer betydeligt, men det kan også være tre, hvilket ville være lidt nervepirrende.

Min rejseplan fortæller mig, at jeg skal rejse i 5 timer for at komme derhen fra mit ydmyge hjem i udkanten af København. Min logiske sans fortæller mig, at jeg ikke skal have for store forventninger, da en masse andre også skal til samtale, hvor halvdelen af disse bliver sorteret fra i løbet af dagen. Mit hjerte har svært ved at sige noget som helst, fordi det virkelig er med blandede følelser, at jeg går all in på den her mulighed, da det kan få ret så store konsekvenser for en anden vigtig del af mit liv.

Når klokken slår 19, så er jeg angiveligt færdig med dagens strabadser, men det kommer helt sikkert til at ændre sig, så jeg kommer formodentlig til at strande. Spørgsmålet er så bare, hvad man om onsdagen laver i Århus på en ganske normal seneftermiddag, hvis man gerne vil have tiden til at gå?
Jeg kommer nok bare til at sidde og vente på, at mit tog kører med en Cheeseburger i den ene hånd og min telefon i den anden, men det ville stadig være meget rart med et par forslag eller to. Hvis alt går godt, så kommer jeg nemlig til at tilbringe halvdelen af et år der. Jeg er enormt spændt. Men jeg er også virkelig bange. Det er jo en helt ny verden, som jeg måske skal begå mig i. Og jeg kender ikke en levende sjæl. Men mon ikke det kommer til at løse sig det hele? Jeg krydser alt, der kan krydses og trækker vejret indtil på onsdag.

En af de dage

2011-05-05T22:12:00.003+02:00

Jeg havde på et tidspunkt i dag en tanke om at tage ind til byen efter arbejde. Den tanke slog jeg dog ihjel, da jeg pludselig stod og rodede med mine nøgler foran min hoveddør. Jeg nåede ikke engang at tænke, at jeg ikke gad at tage ind og glo på vinduer alligevel. Min krop førte mig bare hjem.

Er det ikke underligt, at det nogle gange er ens krop, der træffer beslutningerne for en på den måde? Det synes jeg.

Faktisk så synes jeg, at det er lidt ubehageligt. Det synes jeg dog nok mest, fordi jeg i det hele taget ikke har været i kontakt med min krop i dag. Min hjerne har været koblet helt fra hele fucking dagen. Og det har ført til en lang række uheldige sammenstød. F.eks. løftede jeg et barn ned fra et klatrestativ i formiddags, hvorefter jeg mistede balancen og landede ovenpå et andet barn, der i mellemtiden var kravlet ind imellem mine ben, uden at jeg havde lagt mærke til det. Det resulterede så i, at vi alle tre lå på jorden med sand over det hele. Heldigvis kom ingen til skade, og der blev heller ikke uddelt nogle tårer på grund af min uopmærksomhed, så jeg fik dem hurtigt op at stå og lod som om, at der slet ikke var sket noget, selvom jeg ærlig talt ikke havde det så fedt i situationen.

En lignende situaton forekom - for lige at øge til min lykke - igen senere, da jeg kom til at gå ind i en kørende cykel, der efterfølgende væltede, fordi jeg skulle indenfor med et grædende barn på armen og - igen - ikke så mig ordentligt for.

Hvad fanden er der galt med mig? Og hvorfor har jeg ikke mere kontrol over mine handlinger, end jeg har?

Har jeg brug for søvn? Er der et anfald på vej? Skal jeg finde på noget nyt at lave? (... af åbenlyse grunde føler jeg mig ikke ligefrem som verdens bedste 'pædagog' disse dage nemlig ...) Eller har jeg bare haft 'en af de dage, hvor det hele bare går ned'?

Jeg håber virkelig ikke, at jeg er ved at koble helt fra. For jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg nogensinde skal vende tilbage igen, hvis det er tilfældet.

Dagens tanker

2011-05-04T22:39:00.001+02:00

I dag pointerede en kollega for mig, at der var en generationskløft mellem os, fordi jeg ikke aner hvem Professor Tournesol fra Tintin er. Kan man virkelig snakke om en decideret generationskløft, når han maks er 5 år ældre end mig? Og hvem er ham der Professor Tournesol egentlig, når det kommer til stykket? Jeg tror umiddelbart, at han lavede sjov med mig. Ellers må han tro, at jeg først lige er fyldt 18, for så kan man vel godt begynde at tale om det.

Ellers er der vist ikke sket noget videre spændende for mig i dag. Med undtagelse af et kort øjeblik hvor jeg faktisk mistede hørelsen på det ene øre, efter et barn fik skreget mig direkte ind i mit stakkels øre, da jeg forsøgte at trøste ham.
Wow, hvor sker der dog lidt i mit liv for tiden, når det er det eneste, som jeg kan skrive hjem om. Heldigvis har jeg rimelig godt styr på hvad de næste par dage har at byde på. Jeg ved allerede nu, at jeg får en hektisk dag i morgen, og at min fredag kommer til at blive nervepirrende. Weekenden byder - forhåbentlig - på en masse nye ting og en masse tumlen på rulleskøjter, samt et lidt mere tilbagelænet humør. Det glæder jeg mig til. Alt det andet må egentlig gerne bare rende og hoppe. Først hopper jeg dog i seng... Godnat, sagde han.

1. maj

2011-05-02T21:38:00.000+02:00

Der var godt nok mange fremmede mennesker, der så, hvad jeg har at byde på i går. Men sådan er det jo nu engang, når man er lidt fuld, og man skal tisse i Fælledparken. Det var dog en hyggelig dag, som det oftest er, når der er øl og venner, som man sjældent ser, involveret.

I dag er en god dag

2011-04-28T20:19:00.000+02:00

I dag er det 2 år siden, at det blev mig og Martin (!) Hurra hurra hurra for det, selvom jeg savner ham så meget lige nu, at det gør helt ondt.

Ansigter

2011-04-25T13:40:00.000+02:00

Her er jeg:

2011-04-25T00:44:00.004+02:00

Bare fordi jeg havde lyst.

Uge 17

2011-04-25T00:28:00.004+02:00

Påsken er ved at være slut, og jeg må indrømme, at det ikke gør mig det helt store, at det snart bliver hverdag igen... Jeg savner faktisk lidt at være igang med andet end at drikke ting med brus i, mens jeg holder mig opdateret i Amalie og Peter-sagen. Jeg kommer helt sikkert ikke til at have det sådan på tirsdag, når en ny arbejdsdag lurer, men sådan er livet.
Indtil videre glæder jeg mig. Og det er med god grund, da ugen står til at blive ret god. Jeg skal have mine hullede bukser og mine røde sko på, mens jeg løber rundt på arbejdet, og nyder, at solen angiveligt kommer til at skinne, så jeg næsten ikke kommer til at bemærke, at halvdelen af mine kollegaer er afsted på koloni. Tiden kommer af den grund til at flyve afsted, da der bliver betydeligt mere at se til.

Og før jeg ser mig om, så er det torsdag og dagen, hvor jeg har været sammen med min kæreste i præcis 2 år. Nu er det ikke ligefrem, fordi at vi kan fejre det sammen, eftersom han er der og jeg er her, men det er stadig noget, som jeg bliver nødt til at fejre på en eller anden måde. Forhåbentlig finder jeg en måde at gøre det på, der ikke gør mig alt for nedtrykt. Det er jo lidt tanken, at mit humør skal være højt den dag, da det jo faktisk er lidt af en mærkedag.

På lørdag skal jeg ligge i telt hele natten (!) og på søndag er det endnu en meget vigtig dag, der skal fejres i Fælledparken med en masse øl og forhåbentlig en masse dertilhørende solskin.
Det behøver vel ingen nærmere forklaring? Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give en. Det har i forvejen taget mig så lang tid at skrive det her indlæg, at vi faktisk teknisk set er gået ind i uge 17 allerede. Godnat, blev der sagt. Nu kan ugen bare komme an.

Dagens

2011-04-21T19:05:00.000+02:00

Louise

2011-04-21T18:59:00.000+02:00

"Det er ikke sjovt at være rødhåret"

2011-04-21T11:27:00.001+02:00

Nu begynder det at være en tid, hvor det faktisk ikke er så sjovt at være rødhåret. Jeg har ellers altid afskrevet sangen, men jeg må indrømme, at det faktisk godt kan være lidt, øhm, usjovt (?) om sommeren, når man har en hudtype som min. Især denne sommer hvor jeg kommer til at være udenfor i de mest kritiske timer på dagen.
Mellem 12 og 15 er der, hvor jeg skal passe allermest på og bedst forsøge at holde mig indenfor. Det bliver dog ikke en mulighed, så jeg må leve med lange ærmer hele sommeren og forsøge at få det bedste ud af det. I det mindste har jeg så en naturlig undskyldning for at ikke vise mine orangutangarme frem.

Sidste år havde jeg en solcreme, der kostede en formue. Det tror jeg dog umiddelbart ikke, at jeg gider gøre i år, da jeg kommer til at skambruge det. Er der nogen, der umiddelbart kender en solcreme, der egner sig til følsom hud (læs: 50+), men som ikke koster så meget, at man føler, at man bliver nødt til at spare på det?

Det var til gengæld lidt sjovt at se Dagens Mand i går, da bøsserne gik helt i baglås, da en fyr, der angiveligt skulle være rødhåret - han havde brunt hår, hvis man spørger mig - kom ind. Og jeg fristes igen til at synge:
"Det er ikke sjovt at være rødhåret...
Det er ikke sjovt."

Interessant.

2011-04-19T18:13:00.000+02:00

Yes

2011-04-17T20:26:00.002+02:00

Dagens

2011-04-17T18:22:00.000+02:00

Min søndag

2011-04-17T16:59:00.001+02:00

Klokken er mange

2011-04-17T01:23:00.000+02:00

Det er lørdag nat/aften om du vil, og af en eller anden mærkelig grund, så er jeg søvnløs. Umiddelbart er jeg lidt uforstående overfor det, da jeg aldrig plejer at have søvnproblemer ellers. I dag kan jeg dog ikke rigtigt falde til ro. Faktisk har jeg lidt svært ved at være alene lige nu, selvom jeg er sikker på, at jeg ville trænge til det, hvis jeg rent faktisk havde selskab. Måske giver det ikke så meget mening for andre end mig selv, men sådan er det nu engang med så mange ting.

Min dag har været præget af alverdens underlige og usammenhængende ting. Det ene øjeblik har jeg stået og kigget på rulleskøjter i FÆTTER BR, mens jeg det andet har været helt oppe i Nordsjælland for at minde min kusine på 10 år om, hvad jeg hedder. Tænk sig engang, at hun stadig ikke har fattet det. "Alle dine syvere, dig der...", sagde hun, da vi spillede fisk hjemme hos min farmor. Hej (eventuelle) læser, ved du hvad, jeg hedder? Fint, så kender du mig bedre end et af mine familiemedlemmer. Det tager jeg dog ikke så tungt. Eller det gør jeg faktisk lidt, men det er bestemt ikke derfor, at jeg ligger søvnløs.
En ekspedient, der solgte mig en samling af samtlige 'bring it on' film, ønskede mig held og lykke, da han gav mig min kvittering. Hvad mon det gik ud på? Min søster mente, at han ønskede mig held og lykke, fordi han sikkert troede, at jeg - og jeg citerer hende ordret nu - skulle hjem og 'lege med mig selv'. Måske troede han, at jeg havde en eller anden (pige)kæreste, der ville tvinge mig igennem dem allesammen i løbet af en aften.
Uanset hvad så var det dog en underlig kommentar, da jeg selvfølgelig købte boksen, da jeg fik øje på den. Hvad er der ikke at elske ved 5 film, der dybest set alle sammen handler om det samme?

I dag har jeg også set en vaskeægte fladfisk, da jeg gik tur på min farmors badebro, hvor jeg også så en flok af mennesker, der vinterbadede. Mit indtryk har ofte været, at det må være enormt livsbekræftende, men jeg må indrømme, at det slet ikke virker sådan, når man oplever det i levende live. Det virkede slet ikke til, at de havde nogen form for nydelse ved det, de foretog sig. Det var bare noget, der skulle overstås, og når man har det sådan, så synes jeg egentlig lige så godt, at man kan lade være.
Måske er det i virkeligheden det, som jeg ligger og funderer over, mens jeg forsøger at falde i søvn? Går jeg i realiteten bare og venter på, at tingene bliver overstået? Nu blev det pludselig så snørklet, at jeg bliver nødt til at lade den ligge.

Godnat, blev der sagt.

Bagsiden af lidt for meget (rød)vin.

2011-04-13T18:23:00.000+02:00

God karma

2011-04-12T19:24:00.000+02:00

Jeg har virkelig oplevet god karma i dag. På vej hjem fra arbejde valgte jeg at tage bussen til Hellerup station i stedet for at gå turen, fordi jeg var træt og doven. En blind dame iført intet andet overtræksbukser og en undertrøje kom så gående, og da hun kom til at sætte sig på mig ved busstoppestedet, så faldt vi i snak.

Herefter endte jeg så med at følge hende til Hellerup station og hen til hendes bus. Da vi skulle med den første bus, der kunne jeg ikke finde mit månedskort, men så kom en sød mand og gav mig et klippekort, så jeg kunne fortsætte rejsen med min blinde ven og selv kunne komme hjem bagefter. Jeg håber virkelig, at hun kom godt hjem. Og at hun husker sin frakke i morgen.

Jeg kom i hvert fald godt hjem. Og selvom det måske er en anelse politisk ukorrekt at selv pointere, så har jeg det faktisk enormt godt med mig selv i dag. Hvor tit er det lige, at man oplever den slags? I dag er en god dag.

John ser fandme alt.

2011-04-10T16:09:00.003+02:00

Kære John

Jeg er en kvinde på 21 år, der har gjort det forbi med min kæreste, da han valgte at blive udsendt til Afghanistan.
Det har gjort mig ked af at have taget det valg. Jeg var bange for at blive såret, hvis der skulle ske ham noget. Har vi en fremtid sammen?

Den fortvivlede

Kære fortvivlede
Han er en god fyr. Det har ikke noget med hans situation at gøre, det har bare udløst bruddet. Det har længe været et venskabeligt forhold. I vil forblive venner. Du møder en ny ven, som du bliver glad for og får et liv med. Men det nuværende forhold har du først på plads om ca. et år, da det vil være lidt til og fra. Derefter kommer det nye.

Ja ja

2011-04-08T21:13:00.000+02:00

Fredag aften =

Dyne.

Kirsebæris

Pizza(er!)

Sand i håret.

Ømme ankler.

Bekymringer.

Trætte øjne.

Solbærsaft.

Uden blær

2011-04-07T20:57:00.000+02:00

Uden blær så har jeg aldrig haft så mange penge, som jeg har lige nu. Men jeg har heller aldrig været så nærrig, som jeg er lige nu. Hvordan er det lige, at de to ting hænger sammen? I starten da jeg lige var flyttet hjemmefra, der gik jeg gerne i Irma og handlede, men nu hvor jeg bare gerne vil have, at min opsparing vokser konstant og hele tiden, så tager jeg mig selv i at hele tiden lede efter de billigste alternativer.

Det er ikke nået til et punkt, hvor jeg dropper mit periodekort og i stedet fanger cyklen fra mit ydmyge hjem i Valby til min ikke-så-ydmyge arbejdsplads i Hellerup, men jeg er sgu sikker på, at tanken nok skal komme før eller siden. Det er jo alligevel over 300 kroner hver måned, det drejer sig om. Jeg føler dog ikke helt, at det er realistisk, at jeg skulle cykle lidt under 20 kilometer dagligt. Er det ikke også tilladt med lidt luksus i hverdagen?
Det er dog nået dertil, hvor jeg faktisk helt savner havregrød til aftensmad, hvis jeg en dag nosser mig sammen og laver noget ordentligt. Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at det er ret vildt, når jeg tænker over det, selvom jeg faktisk helt oprigtigt synes, at havregrød er meget lækkert. Punktum. Giver det et godt billede af den gråzone, som jeg lige nu befinder mig i?

Af en eller anden grund har jeg dog tænkt mig at udnytte, at jeg aldrig kommer til at blive rigere, end jeg er lige nu. Alt andet ville da være direkte tåbeligt. Nyd det mens det varer, som man siger. Jeg vil nødig ende som en fattig studerende, der ser tilbage på sine sabbatår og tænker, at det ikke blev levet fuldt ud fra et økonomisk synspunkt. Spørgsmålet er så bare hvordan man bedst griber det an.
Hvad køber man, hvis man ikke føler, at man har brug for noget, der kan købes for penge? Og hvad skal jeg give som ønske til mine forældre, der lige pludselig har besluttet sig for at give mig en ret så forsinket fødselsdagsgave?

Øv

2011-04-03T10:52:00.000+02:00

Kan det virkelig passe, at det allerede er søndag?

Opdatering

2011-04-02T11:02:00.000+02:00

Jeg synes, at der sker ret meget i mit liv for tiden, selvom der i virkeligheden ikke sker ret meget. Okay, det var en ret typisk Mads-sætning. Det, jeg mener, er, at jeg har truffet en masse beslutninger på det seneste omkring min fremtid. Og det har faktisk været enormt hårdt.
Generelt har jeg nemlig tendens til at hurtigt blive ret utilfreds, usikker og i tvivl omkring de ting, som jeg går og laver, og da der er nok af bekymringer omkring det, så er det sjældent, at jeg tillader mig selv at tænke på andre ting end de problematikker, som jeg desværre selv er ret god til at opstille omkring min situation lige nu og her. Min pointe er vist bare, at det har været hårdt, fordi jeg ikke har haft overskuddet til at se ud i fremtiden.

Det har jeg dog været tvunget til at gøre alligevel, fordi jeg på samme tid heller ikke orker at bare fortsætte mit liv, som jeg gør lige nu. Der skal simpelthen til at ske nogle andre ting, og jeg kan virkelig mærke, at jeg trænger til at få fjernet de usynlige lænker, der holder mig tilbage. Jeg har behov for at rykke mig på alle leder og kanter.

Derfor valgte jeg at sende en ansøgning til en højskole, hvor jeg har søgt om at blive hjælper for andre elever på skolen, der har behov for hjælp med daglige gøremål, da disse f.eks. kan være kørestolsbrugere. Mit højskole ophold ville i så fald blive betalt gennem mit arbejde, og som en ekstra bonus ville jeg få mere erfaring med socialt arbejde, hvilket jeg gerne vil, da jeg efterhånden er blevet ret sikker på, at det er den retning, som jeg skal gå i. For ikke at glemme, at jeg samtidig møder nogle nye mennesker, hiver stikket ud og beskæftiger mig med nogle andre ting, der også interesserer mig.

Med beslutningen om at tage på højskole, så er der dog også en masse andre ting, som der skal falde på plads. Og heldigvis er de faldet på plads nærmest helt af sig selv. Faktisk er det hele faldet så godt på plads, at det ville være helt ærgeligt, hvis jeg ikke blev optaget på højskolen alligevel.

Min kæreste overtager min lejlighed, og når jeg kommer tilbage, så flytter jeg ind i den sammen med ham. Stort skridt. Og af en eller anden grund, så har jeg bare valgt at være helt rolig omkring det, da det faktisk føles helt naturligt.

Mit job afslutter jeg formodentlig til sommer, hvis jeg kommer på højskole i august. Om der er noget at vende tilbage til på den front, det ved jeg ikke. Jeg ved dog, at jeg kommer til at tjene penge, mens jeg er på mit ophold, så jeg må bare være jobsøgende i stykke tid, ligesom jeg var det, da jeg først flyttede til dejlige Udkantskøbenhavn, når jeg vender tilbage til den virkelige verden igen.

Jeg håber faktisk virkelig, at jeg kommer afsted. Det gør jeg virkelig.

Solskinsvejr

2011-04-02T09:15:00.000+02:00

Mit værelse (og min dørtelefon...)

2011-04-02T09:02:00.001+02:00

Jeg elsker at bo her.

Nu kan hele verden være med.

2011-03-23T18:55:00.001+01:00

Vendepunkt.

2011-03-21T21:10:00.000+01:00

I dag har jeg sendt en ansøgning til en højskole, som jeg virkelig gerne vil starte på. Hvis jeg får en positiv tilbagemeldig, så kommer det hele lige pludselig til at gå enormt stærkt. Så står den på samtale i maj og start i august. I mellemtiden bliver jeg nødt til at stoppe i børnehaven, og så bliver jeg også nødt til at sige min lejlighed op. Det er svært at få puslespillet til at hænge sammen lige nu.

Er der nogen, der gider krydse deres fingre for, at det hele kommer til at gå godt? Jeg må indrømme, at det hele er lidt nervepirrende lige nu.

Fugle

2011-03-21T17:05:00.000+01:00

Respekt

2011-03-20T21:43:00.002+01:00

Hannah har ikke på noget tidspunkt overvejet at stoppe i 'De Unge Mødre', på trods af, at hun sideløbende har måtte kæmpe med kommunen om en eventuel tvangsfjernelse.

- Jeg har jo selv valgt at deltage i 'De Unge Mødre', og jeg har ingenting imod at være med i programmet, siger Hannah.
- Du tror ikke, at det at medvirke i sådan et program, hvor du viser så meget af dig selv måske har svækket din sag i forhold til kommunens planer om at tvangsfjerne Cecilya?
- Nej, det tror jeg ikke. Jeg har jo stadig min datter hos mig. Jeg bruger programmet til at lære noget om mig selv. Det er ikke særlig tit, at man får en chance for at se sig selv ude fra, og det har lært mig rigtig meget om mig selv, fastslår den unge mor.
- Hvad har du lært?
- Jamen det har lært mig mange ting om mig selv. Jeg bruger programmerne positivt, og det har faktisk også styrket mit og Maks’ forhold, siger Hannah.

Vægt

2011-03-20T17:41:00.000+01:00

Hvorfor findes der så mange slankebøger, at man nærmest ikke kan undgå dem, når ingen har skrevet en eneste fucking bog om, hvad man skal gøre, hvis man gerne vil tage på?

Hvorfor er der altid skummetmælk, når det praktisk talt kan være umuligt at støve én ussel liter sød frem, medmindre man tager forbi en bager?

Hvorfor er det okay at pointere, når et menneske er undervægtigt, mens det modsatte er dybt sårende og krænkende?

Jeg er så træt af dobbeltmoral. Og selvom sødmælk ikke er svaret, og en sund hverdag med masser af protein og idræt i stedet er, så er jeg bare så træt af det.

Kommer der ikke snart nogle kilo til mig?

!!!!

2011-03-20T14:01:00.001+01:00

Det her er altså for fedt.

Natteravn.

2011-03-20T01:30:00.001+01:00

Det slog mig lige, at jeg stadig er vågen. At være oppe om natten, alene for mig selv, er bestemt ikke noget, som jeg er vant til.
Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal bruge mørket til. Hvad plejer folk at lave om natten? Jeg kunne spise, hvis mit køleskab ikke skreg efter at blive fyldt op... Eller jeg kunne se en film, selv om jeg allerede har set en film her til aften, og faktisk er ret mættet på det punkt, da det var en kortfilm i spillefilms længde, hvilket gjorde den en anelse tung, da handlingen næsten var ikke-eksisterende, hvilket de flotte scener og lyset dog opvejede.
Måske kunne jeg male et billede eller læse en bog? Der er nok et par muligheder eller to, som jeg kunne benytte mig af, hvis jeg virkelig gad. Min krop er dog ved at give op, kan jeg mærke. Den har simpelthen ikke lyst til at være vågen mere, selv om min bevidsthed endnu ikke er helt parat til at skulle sove. I virkeligheden handler min modvillighed nok om, at jeg simpelthen ikke har lyst til, at det skal blive søndag, fordi weekenden så allerede er forsvundet.
Denne logik er dog en anelse mærkelig, da det ikke bliver mindre søndag af, at jeg holder mig vågen lige nu. Klokken har for længst passeret midnat, og jeg tror egentlig, at det er lidt på tide, at jeg bare går ud og børster tænder, så kan jeg trille i seng.

Jeg blev egentlig aldrig klogere med dette indlæg. Da jeg skrev det, så havde jeg tænkt mig, at jeg ville fokusere på, at jeg var i en uvant situation, som jeg ikke umiddelbart forstår, og så runde hele seancen af med, at jeg pludselig har fået en nyfunden forståelse for den imod alle odds.
For at være ærlig, så forstår jeg dog stadig ikke, hvad der er interessant ved at være vågen om natten, når man er alene?
Hvad fanden får man ud af det, ud over en masse usammenhængende tankestrømme?

GODNAT

Island

2011-03-20T01:12:00.001+01:00

Mit kamera døde i Island, men så var det meget heldigt, at min kæreste kunne være turisten, der gladeligt tog billeder af absolut alting. Det har han egentlig gjort meget godt, synes jeg.

Opsamlende indlæg.

2011-03-13T20:39:00.000+01:00

Den enkle banan, der er tilbage, ligger lige nu i mit køkken og bliver mere og mere brun, som tiden går. Rugbrød og æbler er der dog nok af. Rødvinen blev drukket færdig i går aftes, men der er stadig en lille sjat, hvis jeg nu får trangen til et lille glas i løbet af i aften.

Der er ikke mere kylling i min fryser, men der er en masse frosne bær, som jeg ikke rigtigt tør at bruge, eftersom jeg mener at for nyligt have hørt, at man kan blive syg af at spise frosne hindbær på grund af nogle bestemte bakterier, der eftersigende skulle være i dem. Detaljerne omkring det har jeg glemt, så måske skulle jeg bare lykkeligt ignorere frygten for bakterierne og i stedet genoptage min kærlighed til tingene på den øverste hylde i fryseren.

Jeg får ikke læst i min bog, rettelse: mine bøger, fordi jeg måske i virkeligheden ikke er helt så intellektuel, som jeg selv går og tror.

De 700 kroner ligger i kassen, og min konto står tomt og venter på, at der igen kommer løn. Er det for tidligt at se frem til, når man ikke engang er midt på måneden?
Det er egentlig lidt fjollet, at jeg stresser over økonomi, da jeg på ingen måde mangler penge. Faktisk har jeg lige nu flere penge, end jeg nogensinde har haft før. Og jeg er endda i den situation, at jeg ikke har noget at bruge dem på.

Fugleprojektet er endelig skudt igang!!!!!! Og jeg kan love for, at det bliver godt. Jeg har faktisk ret store ambitioner med det, og hvis der ikke kommer alt det ud af det, som vi drømmer om, så har processen i det mindste været sjov.
Eftersigende skulle det også være mere vigtigt end selve resultatet.

Hvor svært kan det være at finde et kamera, der hverken er et spejlrefleks eller en sæk lort? Meget svært åbenbart.
Det er faktisk ret svært, når man ikke har nogen som helst idé, om hvornår et kamera er godt, og hvilke funktioner der er gode at have. Jeg ved bare, at jeg gerne vil have et, der kan tåle at ligge i min taske, uden at det bliver kvæstet.
Hjælp?

I morgen får jeg endelig lavet et periodekort.

Jeg skal

2011-03-08T20:55:00.002+01:00

Købe rugbrød, bananer, æbler, billig rødvin og parmesan ost.
Tage kyllingen op fra fryseren.
Læse 'Dræb ikke en sangfugl' færdig for 5. gang.
Ringe til min mor og fortælle hende, at jeg kommer på besøg i weekenden.
Få styr på mine feriepenge.
Forsøge at finde lidt mere overskud i hverdagen.
Hæve 700 kroner og forsøge at ikke handle ind i Irma resten af måneden.
Finde ud af, hvornår jeg kan få min stol herhjem og hvilken farve den skal være.
Endelig lave videre på mit fugleprojekt i weekenden!!!!!!!
Være helt og aldeles ligeglad med, at min blog er ved at dø.
Have et nyt kamera, der hverken er en sæk lort eller et spejlrefleks.
Fortsætte med at være glad, da det virkelig fungerer for mig.
Huske at bruge min cykelhjelm, når jeg cykler på arbejde i morgen tidlig.
Finde ud af, hvor jeg kan købe Pukka te i Danmark.
Få lavet et månedskort, så jeg ikke ruinerer mig selv på klippekort.

Ja

2011-03-06T21:35:00.001+01:00

Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg haft et maleri stående ovenpå en flyttekasse, der fladt ligger og beskytter mit gulv fra de farvepletter, der uundgåeligt ender alle vegne, når jeg maler.
Rundt omkring maleriet ligger der papir med farveklatter, udtørrede pensler og en masse forskellige tuber maling.
Jeg har været glad for tanken, om at jeg hvert minut har haft mulighed for at bare kaste mig ud i at arbejde videre på det, hvilket forklarer grunden til dets nu mere eller mindre faste placering på mit gulv.
Der er egentlig ikke så meget at sige om det maleri, der lige pludselig er blevet en helt naturlig del af min indretning, fordi det bare er en sammensmeltning af blå og røde nuancer, der tilfældigt er klattet sammen.
Desværre får jeg bare ikke malet videre på det.

Det ærgrer mig, at jeg aldrig får udtrykket noget kreativt.
Det ærgrer mig også, at jeg aldrig får skrevet noget. Jeg kan mærke, at jeg bliver mindre og mindre kreativ hele tiden. Mine tanker bliver mere og mere konkrete, og især når jeg skal skrive, så snubler jeg over ordene og laver en masse stavefejl. Når jeg skal tegne, så ender jeg oftest bare med at få mere farve på mine hænder end på selve papiret. Det er en skam.
Og desværre er det lidt af en ond spiral, som jeg er på vej ind i. I min hverdag har jeg nemlig ikke trangen til at lave alle mulige kreative projekter, når jeg kommer hjem, fordi overskuddet simpelthen mangler. Paradokset er dog, at jeg nok ville få langt mere overskud generelt set, hvis jeg fik skrevet, tegnet og malet noget mere.

Indtil jeg får taget mig sammen, så må jeg bare blive ved med at udfolde mig i paint. Det er vel også meget sjovt, når det kommer til stykket, selvom det ikke rigtigt slår den ægte vare.

Hundelorte

2011-03-03T22:13:00.001+01:00

Hvis man har en hund, og den vælger at skide på fortovet - hvilket hunde tit vælger at gøre, når de bor inde i byen - hvorfor vælger nogen hundeejere så at samle efterladenskaberne op i en pose, for så efterfølgende at lade posen stå på vejen? Er det en eller anden form for advarsel til os andre mennesker, sådan at vi i hvert fald ikke træder i den? Eller er det et udtryk for fortrydelse, at man vælger at lade den ligge? Jeg troede ikke, at der var nogen vej tilbage, når man havde valgt at samle den op.

Det er der åbenbart i mit lokal område.

Der er faktisk mange ting, som jeg ikke forstår herinde. Jeg forstår heller ikke den gamle dame, der ivrigt var i færd med at rydde op i sin forhave i morges, da jeg tog på arbejde. Er hele ideen i at være pensioneret ikke netop, at man har hele dagen til at gøre den slags? Jeg følte mig pludselig ikke så frisk, da jeg gik forbi hende.
Det er lidt den samme følelse man får, når en pensionist lige vælger at overhale en, når man er ude at cykle. Er det kun mig, der oplever den slags ting? Ej, jeg er jo virkelig doven og svag. Jeg er dog ikke lige så svag som dem, der godt kan ligge lorten op i posen, men så alligevel finder det for hårdt at finde en skraldespand.

Pludselig glæder jeg mig enormt meget til at skulle på arbejde i morgen. Gad vide hvad jeg får set af vidundere på min vej?

Skrivekløe

2011-03-02T22:33:00.000+01:00

Jeg er inde i en periode for tiden, hvor jeg har en masse på hjerte. Problemet er dog, at jeg mest har lyst til at holde mine tanker og bekymringer for mig selv lige nu. Og derfor kan det være lidt svært at finde på noget spændende at skrive, når man har ens hoved fyldt med alt muligt andet. Da jeg var i Island, så fik jeg dog et afbræk fra min hverdag. Alle de tanker og bekymringer, der har kørt rundt og forvirret mig det sidste lange stykke tid, formåede at forsvinde.

Lige nu savner jeg faktisk Island (og den følelse af frihed) enormt meget. Heldigvis har jeg dog sendt en ansøgning ud, sådan at jeg måske kan få noget arbejde deroppe til sommer. Det vil jeg faktisk virkelig, virkelig gerne. Island skulle eftersigende også være ubeskriveligt om sommeren. Og selvom sommeren virker langt væk, så kan jeg mærke, at det beroliger mig, at der er en følelse af frihed ude i fremtiden, som bare venter på mig.

Er det ikke lidt sjovt, at en længsel efter noget i fremtiden faktisk kan gå ind og forbedre ens situation lige nu og her?

Ps. Til sommer vil jeg ud og opleve Island på ryggen af en hest!

Island

2011-03-01T22:24:00.000+01:00

Jeg har haft det virkelig godt den seneste uge. Island er enormt smukt. Og det var så dejligt at se min kæreste igen.

I dag fylder jeg

2011-02-22T09:23:00.000+01:00

21 år.

I morgen

2011-02-20T16:39:00.000+01:00

Jeg skal til Island i morgen!!!!! Det er snart 2 måneder siden, at jeg sidst så min kæreste, så det bliver noget så godt. Jeg glæder mig virkelig meget, selvom jeg tror, at det bliver hårdt at skulle hjem igen på søndag. Men det er en uge væk, så det vigtigste lige nu er, at jeg glæder mig så meget, at det halve simpelthen kunne være nok. Mere er der vist ikke rigtigt at sige om den sag?

Hurra for ferie, kæreste og Island!

Afslutning?

2011-02-15T19:19:00.000+01:00

Status er nu den, at jeg udelukkende poster tegninger lavet i paint og et enkelt brok-indlæg i ny og næ.

Er det værd at blive ved så?

Fordi jeg konstant mister forbindelsen.

2011-02-15T18:37:00.000+01:00

Weekend og Mine snart 21 år

2011-02-14T21:15:00.000+01:00

For tiden føler jeg, at jeg lever for mine weekender. Egentlig tror jeg, at de fleste har det sådan, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg var engang medlem af en gruppe, der hed 'weekend narkomaner', fordi jeg - naiv som jeg var og til dels stadig er - troede, at det handlede om menneskers forkærlighed for de to små dage sidst på ugen. I virkeligheden handlede det vistnok om folket, som udelukkende tager stoffer i weekenden. Jeg tager aldrig stoffer, så jeg meldte mig straks ud. Måske kan jeg lide weekenden, fordi jeg også her melder mig ud.

Mit liv bliver næsten sat på standby på en eller anden måde. Og der findes nok ikke noget bedre, hvis man spørger mig.

I denne weekend har jeg lavet en masse ting. Og det har været dejligt at bruge lidt energi på noget andet end arbejde. Jeg føler virkelig, at jeg er afkræftet, når jeg kommer hjem. I weekenden lader jeg op. Først ladede jeg op på ryggen af en hest og senere skete det til tonerne af Lil' Kims musik, mens jeg levede min brandert ud og skabte mig foran hele selskabet. Jeg forestiller mig, at jeg nok lidt lignede Shanell på billederne, der er vedhæftet indlægget, under min optræden, men dybest set ved jeg jo godt, at det ikke passer... Jeg har jo ikke blå striber i mit hår. Jeg ved egentlig ikke, hvad det er, som der tiltrækker mig ved den slags kvinder, men jeg er simpelthen så vild med attituden, at det halve kunne være nok. Det er jo for cool.

Det er faktisk også ret cool at ride på heste, selvom jeg altid har været bange for dem. Måske man skulle prøve det igen en dag? Jeg kommer forhåbentlig ikke til at være bange for den næste, der er så heldig at have mig siddende ovenpå sig.

Anyway... næste weekend skal jeg fejre min fødselsdag. Jeg fylder 21 år på næste tirsdag, hvor jeg tilfældigvis kommer til at befinde mig i Reykjavik.

Hvad skal jeg egentlig ønske mig i fødselsdagsgave? Det er lidt problem, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal ønske mig faktisk. Hvad mon jeg så får?

En psykisk syg dame

2011-02-10T22:46:00.003+01:00

Min veninde, Sara, og jeg var i morges forbi min lokale kiosk. Der var en lokal, psykisk syg dame i fuld gang med at få sin flaskepant.

Vi kom altså på et ubelejligt tidspunkt. Det kan enhver idiot jo regne ud. Og hvis vi ikke kunne regne det ud selv, så var vi så heldige i dag, at hun fortalte os lige præcis, hvordan hun havde det med vores tilstedeværelse.

"Jeg vil have mine penge, før du hjælper ham!
(pause)
Åh nej, han er rødhåret (!) Det har jeg aldrig brudt mig om...
(opgivende toneleje)
Nu bliver det en dårlig dag. Det kan jeg bare mærke."

Hvad sker der for manglende situationsfornemmelse? Og hvorfor skal en gammel dame, der tydeligvis selv har nok af problemer, snakke dårligt om mit udseende? Det er da omvendt verden, der vil noget. Men jeg grinte alligevel lidt, da det slog mig, hvad der var sket. Det er sgu ikke hver dag, at den slags sker!

Min daglige rutine

2011-02-08T20:25:00.000+01:00

Min hverdag er blevet nogenlunde stabil efter start på nyt job.

Jeg står tidligt op om morgenen, og går meget sent i seng. (Eller det vil sige, at jeg sover ved 12-tiden om aftenen, og står op ved halv 7-tiden hver dag.)

Jeg går i bad, hvis jeg orker det. (Tit tager jeg bare deodorant med på arbejde og ignorer mit sovehår...)

Så spiser jeg morgenmad. Det gør jeg hver dag. Jeg får det nemlig dårligt, når jeg tager mine piller på tom mave. Learned that the hard way. (Eller det vil sige, at jeg ikke lige fik spist morgenmad i dag, men det var også, fordi jeg var oppe en time tidligere, end jeg plejer... Heldigvis fik jeg det dog ikke dårligt i dag.)

Så tager jeg på arbejde. Der er jeg bedste venner med mit regntøj. Jeg ser latterlig ud, men jeg kan sidde alle steder, og det er det vigtigste. (Er ens udseende ikke også ligegyldigt, når man arbejder i en børnehave?)

Efter arbejde går jeg hjem og snacker som en sindssyg. Fordi jeg kan.

Så spiser jeg lidt mere mad.

Og så venter jeg bare på, at jeg skal sove (som selvfølgelig først er efter Paradise Hotel).... Indtil da spiser jeg lidt mere.

Jeg skal huske at være menneske

2011-02-07T20:08:00.001+01:00

I dag har jeg kigget en masse på støvregnen, der langsomt har silet ned det meste af dagen. Verden stod næsten stille, da jeg sad på jorden og observerede den. Selvom jeg sad midt i den, så kunne jeg faktisk slet ikke mærke dråberne på mig. Det er ret surrealistisk sådan noget, fordi man pludselig føler sig som en tilskuer til ens eget liv. Jeg tror, at støvregnen har været min dags højdepunkt, selvom situationen umiddelbart kan virke lidt deprimerende.

Lykken var dog kort, da en håndfuld sand pludselig ramte mig i ansigtet og med det samme bragte mig tilbage til virkeligheden.
Selvom det var kortvarigt, så er jeg glad for, at jeg havde muligheden for at lige sætte alt andet på pause. Det er den slags små ting, som jeg vil blive bedre til i min hverdag. Det er nemlig sådan noget, der virkelig kvikker mig op og øger mit overskud. På det seneste er der gået lidt for meget nedrullede gardiner og konstant udmattelse i den. Det mønster vil jeg forsøge at bryde.

Bloddonor

2011-02-06T19:56:00.000+01:00

Jeg kan ikke donere mit blod til diverse blodbanker, selvom der mangler blod i Danmark. Blodbankerne går egentlig så langt, at de rekruterer folk til at donere blod gennem diverse reklamer baseret på, at det virkelig er en god gerning, og at man virkelig er et godt menneske, hvis man gør den gerning for ens medmennesker.
Hvordan hænger det så sammen, at jeg ikke kan få lov til at være et godt menneske for mine medmennesker?

Jo, det kan jeg ikke, fordi mit blod angiveligt er beskidt.
Jeg ved selvfølgelig godt, at blodet skal være så rent som muligt, når det skal videregives til andre mennesker, men jeg bliver da lidt stødt af det faktum, at jeg er per automatik udelukkes på baggrund af min seksuelle præference.
Eller det er nok ikke det, som jeg er mest stødt over. Jeg er nok mest stødt over, at min seksualitet er forbundet med en livsstil, hvor man ifølge dem evigt og hele tiden har ubeskyttet sex med fremmede. Det synes jeg virkelig er diskriminerende, fordi det bare ikke passer på mit liv, da jeg er i et fast forhold, som jeg snart har været i i 2 år.
Selvom jeg er bøsse, så betyder det altså heller ikke, at jeg har dyrket ubeskyttet sex med fremmede. Og det har jeg faktisk netop ikke, fordi jeg er blevet tvunget til at være bange for at blive smittet med HIV, fordi det er noget af det, som folk virkelig forbinder med det at være homoseksuel mand. Min mor nævnte det som noget af det første, da jeg sprang ud, fordi det var noget af det hun vidste omkring det. Med det sagt så er det dog modtageren af blodet, hvis sikkerhed skal være første prioritet, så jeg kan godt forstå, at de gør sig nogle forholdsregler.
Det gør mig dog alligevel virkelig ked af det.

Da min kæreste og jeg valgte at droppe kondomet efter et år og et par måneders forhold, så valgte vi at gennemgå vores baggrunde andre partnere og vurdere, om der havde været nogle situationer, hvor vi eventuelt kunne have blevet smittet med noget. Det var der ikke. Faktisk havde vi besluttet os for at blive testet, men når man aldrig har dyrket ubeskyttet sex, eller gjort noget der har puttet en i risikozonen, så så vi ingen grund til det. Det kan jeg på trods af førnævnte faktummer godt have det lidt dårligt over, når jeg lige tænker det igennem. Og det er fandme forkert, at jeg skal sidde med en dårlig smag i munden, synes jeg. Der er godt nok mange andre, der burde have en klammere smag i munden end mig.

Alle mine homoseksuelle bekendte, der har været sammen med betydeligt flere end mig, har været igennem et lægebesøg, før de har besluttet sig for at droppe kondomet. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der blandt bøsser er langt mere bevidsthed omkring seksuelt overførte sygdomme, end der er blandt nogen heteroseksuelle mennesker. Det er noget af en erklæring, men jeg tror desværre ikke, at den er særlig langt fra sandheden.
Jeg kender f.eks. ingen heteroseksuelle par, der har ventet over et år med at smide kondomet, ligesom jeg f.eks. gjorde. Jeg kender heller ingen, der er blevet tjekket, før de har valgt at dyrke ubeskyttet sex med deres kærester. Faktisk kender jeg mange, der aldrig nogensinde bruger kondomer, uanset hvem de er sammen med, fordi de synes, at de er irriterende og stemningsødelæggende for seancen. Jeg kan huske, at vi engang i gymnasiet havde en diskussion, hvor stort set samtlige af mine daværende klassekammerater afskrev kondomet på baggrund af de to ting, som jeg lige fik nævnt før.
Er det virkelig den type mennesker, der per automatik godt må donere blod, fordi deres blod angiveligt er renere end mit?

Jeg ved skam godt, at jeg virkelig kommer med en løftet pegefinger, en masse fordomme og en stor dosis selvmedlidenhed, når jeg skriver, som jeg gør, men jeg har svært ved at finde hoved og hale i sundhedsstyrelsens vurdering og mine egne erfaringer. Det kan godt være, at der er mange bøsser, der lever med HIV. Og det kan godt være, at det er nemmere at få HIV, når det er to mænd, der er sammen, på grund af nogle fysiske omstændigheder, som jeg ikke vil gå i detaljer i. Alligevel synes jeg dog, at det er forkert, at de stempler mit blod som beskidt, når jeg faktisk - modsat mange andre - har gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg bedst muligt har kunnet beskytte mig selv under sex.

Der er dog intet at være ked af. Stiknarkomaner og folk der har købt sex må jo heller ikke donere deres blod. På den måde er jeg virkelig i godt selskab.
Må du godt donere blod?

Jeg laver ikke andet end Paint

2011-02-06T18:05:00.001+01:00

Min verden

2011-02-03T20:07:00.000+01:00

Når jeg skal hjem fra arbejde, så kan jeg vælge mellem to offentlige transportmidler. Det tager klart kortest tid med toget, så om morgenen er jeg altid at finde på min nærliggende station, så jeg ikke behøver at drage ud i kulden, før det virkelig er nødvendigt.
Om eftermiddagen har jeg dog intet imod at bruge en stor portion af min tid på at komme hjem igen. Det er måske lidt skørt, men det er bare noget helt andet at køre i bus.

Jeg er faktisk helt tosset med at køre i bus.
I toget falder jeg altid i staver over de røde bynavne, og på den bekostning når jeg derfor aldrig at reflektere over min dags begivenheder eller noget andet for den sags skyld. Resultatet er, at jeg er skrupforvirret og rundt på gulvet, når jeg så endelig kommer hjem, fordi jeg slet ikke har nået at sluge alle mine indtryk. I bussen kan jeg derimod sidde i min egen verden og reflektere over alt det, som der er sket netop den dag, indtil jeg lige pludselig skal af. Og det kan jeg godt lide. Kommer det bag på nogen, at jeg trives bedst, når jeg befinder mig i min egen verden?

I min nye verden har jeg besluttet, at jeg som udgangspunkt kun vil beskæftige mig med de ting, der gør mig glad. Det virker jo tilsyneladende ikke så svært.

Jeg elsker virkelig Paint

2011-02-02T20:47:00.002+01:00

Næseblod

2011-02-01T20:22:00.004+01:00

Kender du det, hvor man vågner, fordi man bløder? Det skete for mig i morges. Jeg sprang op, da jeg mærkede dråberne løbe ned af kinderne på mig. Og så brugte jeg ellers en god time på at få det til at gå i sig selv. Faktisk ødelagde det lidt min nattesøvn.

På nuværende tidspunkt kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde en god nats søvn. I torsdags lå jeg med migræne, så der sov jeg ikke godt. Fredag sov jeg på verdens tyndeste madras hjemme hos mine forældre, så det var heller ikke så optimalt igen. Og både lørdag og søndag var nætterne prægede af min høje temperatur, der i øvrigt sørgede for, at mit sengetøj blev badet i sved.

Hvad mon der sker i nat?

Status

2011-01-29T19:02:00.000+01:00

Jeg tror, at min blog er lidt død.
Jeg tror heller ikke, at min konto har det så godt. Men det er vist, fordi Irma ligger tættere på mit nye hjem , end Netto gør, og selvfølgelig fordi de valgte at trække 55% fra min seneste lønseddel. Velkommen til virkeligheden, Mads.
Jeg har også efterhånden nogle ret store moralske skrupler over en af mine dårlige vaner, så det må jeg snart få kontrol over. Det er i hvert fald hårdt at se konsekvenserne udfolde sig på en man holder af, når det så nemt kunne have været undgået, hvis førnævnte havde haft en større bevidsthed og lidt mere selvkontrol. Det håber jeg, at jeg har.
Jeg savner den rene, friske følelse. Når man kommer hjem fra arbejde med jord og mudder over det hele, så varer den bare ikke ved. I weekenden har man eftersigende endelig tiden til at ordne den slags ting. Hvis det virkelig er rigtigt, hvornår har man så tiden til at lave ingenting?
Jeg laver faktisk ingenting nu. Men jeg synes ikke rigtigt, at lørdag aften er det mest opmuntrende tidspunkt at gøre det på. Alligevel gider jeg heller ikke gøre rent.

Så! Nu er det skrevet, og så kan det komme ud af verden. Farvel.

"Nej, det gider jeg ikke"

2011-01-26T20:08:00.000+01:00

I weekenden vil jeg gerne male lidt, tror jeg.
Faktisk har jeg lyst til at male nu. Og så burde man vel gøre det? Tænk hvis jeg ikke havde lysten, når jeg vågner på lørdag.

Jeg er temmelig dårlig til at male med akryl, men det er vel ikke det, det kommer an på. Alligevel er det egentlig den eneste grund til, at jeg har lyst til at svinge med mine pensler nu. Jeg kan nemlig ikke holde ud at kigge på alle mine gamle lærreder, som de ser ud lige nu.
Det er faktisk temmelig ulideligt, at de bare står der og ser fesne og halvhjertede ud. Måske skulle jeg bare springe ud i det - og for en gangs skyld være lidt impulsiv?

Nej, det gider jeg ikke.
Min krop og min hjerne arbejder ikke sammen lige nu.
Jeg har virkelig længe forsøgt at overbevise mig selv om at rejse mig fra sengen, men jeg kan ikke. Min krop strejker. Det kunne dog være interessant at lave noget, som man ikke har kontrol over eller tanke bag? Det bliver på lørdag.

Chris Brown

2011-01-23T21:13:00.000+01:00

Paint

2011-01-20T18:15:00.002+01:00

Jeg har det godt

2011-01-20T14:12:00.001+01:00

Jeg kan slet ikke formulere mig for tiden.

Når jeg skriver noget ned, så føles det bare.. ja, forkert. Og selv når jeg presser mig selv til at forsøge at formulere, hvad der kører rundt i hovedet på mig, så indser jeg hver gang, at jeg - uanset hvor mange ord der kommer frem - slet ikke siger noget overhovedet. Jeg kunne sikkert skrive en hel masse sider uden at skrive noget som helst.

Det er måske i virkeligheden ikke noget nyt. Det er dog en anelse bekymrende alligevel. Måske har jeg bare en periode, hvor jeg slet ikke har noget på hjerte? Ellers er jeg bange.

Jeg er bange for at skrive - og dermed tænke - noget, som jeg helst ikke vil. Jeg kan mærke, at jeg nogle gange skal kæmpe nogle tanker lidt væk, fordi jeg simpelthen ikke har lyst til at have dem. Og når jeg skriver noget ned, så er det måske der, hvor jeg i virkeligheden når at finde svarene på alle mine spørgsmål, fordi mine fingre - uafhængigt af mine forsøg på at have kontrol - tager deres eget liv.

Jeg burde ikke have negative tanker. Og jeg burde faktisk ikke være bekymret over noget som helst.

Jeg har det godt.

Faktisk så har jeg det virkelig godt.

Jeg har været til et par jobsamtaler inden for den seneste uge, og jeg er blevet tilbudt jobs hos alle dem, jeg har snakket med. Der er virkelig intet lige nu, der kan trække mit humør ned fra den bjergtop, det lige nu varmer sig på. Nu hvor samtalerne er overståede, så slapper jeg endelig af. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst slappede så meget af, som jeg gør lige nu. Det er lige før, at jeg nåede til et punkt lige før, hvor hele min krop nærmest sov, selvom jeg selv lå lysende vågen. Det var dejligt.

Og det er også dejligt, at jeg har fået lidt mere styr på, hvordan mit liv i den nærmeste fremtid skal være. Jeg tror måske endda, at jeg er godt på vej til at finde ud af, hvad jeg gerne vil lave i fremtiden. Jeg glæder mig i hvert fald til, at tiden går. Nu kom jeg alligevel til at tænke noget af det, som jeg ikke havde lyst til, men det føles faktisk ikke lige så slemt, som jeg havde regnet med det ville.

Nye Sko

2011-01-14T17:12:00.000+01:00

Jeg skraldede et par Dr Martens-sko på Vesterbro i går. De lå ovenpå en skraldespand med en masse andet tøj og ventede på et nyt hjem. Og jeg kan lige præcis passe dem. Hvor heldig har man lov til at være?

Højdepunkt

2011-01-12T14:04:00.003+01:00

Jeg har fået en jobsamtale nu. Og det er virkelig, virkelig godt. Desværre var jeg en anelse sjusket, da jeg skrev et tilbagesvar på mailen, fordi jeg samtidig snakkede i telefon, så jeg kom til at kalde damen for det forkerte navn. Jeg havde nemlig lige inden fået et afslag af en anden dame, så jeg kom til at bytte rundt på deres navne.

Måske lagde hun slet ikke mærke til det? Eller det må hun have gjort, for jeg skyndte mig at sende en mail med et stort undskyld på, så jeg forhåbentlig kunne få rettet op på fejlen lige efter.

Jeg er en idiot.
Men måske er jeg snart ikke længere en arbejdsløs idiot.

Nytårsaften...

2011-01-11T19:40:00.001+01:00

Hjem

2011-01-10T08:24:00.001+01:00

Jeg er flyttet hjemmefra nu. Og jeg synes faktisk, at her er hyggeligt. Mit værelse er stort og hvidt, og fordi jeg har et skab med plads til stort set alt mit lort, så er her faktisk helt vildt tomt. Jeg har et fjernsyn, en skraldespand, et stort spejl, en masse grimme hjemmelavede malerier og en kommode. Og så har jeg selvfølgelig også en seng, men det glemmer jeg lidt, fordi jeg bruger praktisk talt hvert minut i den. Men det har også meget at gøre med, at den ligger lige ved vindueskarmen, mit yndlings sted.

Jeg kunne ikke rigtigt sove i nat, så jeg har siddet og kigget ud af vinduet og lyttet til min nye omverden siden kl. 7. Der er et tog, der kører forbi cirka hvert tiende minut, men jeg har nærmest allerede vænnet mig til det. Jeg har dog ikke vænnet mig til lyden fra den sorte kat, som pludselig stod og stirrede på mig for et par øjeblikke siden. Den kom nærmest ud af ingenting, og så har den ellers bare sunget sin klagesang hele morgenen, fordi nogen sikkert har glemt at lukke den ind i går aftes. Der sad den også dernede nemlig. Forfølger den mig?

Jeg er ikke bange for den. Det siger jeg lige tre gange i træk, så jeg måske kan tro lidt på det:

Jeg er ikke bange for den. Jeg er altså overhovedet ikke bange den. Den sorte kat er jeg fandeme ikke bange for.

Hjalp det? Jeg kan ikke høre den mere nu. Måske siger den stadig lyde... Jeg kan bare ikke høre den, fordi jeg nu er nået til et stadie, hvor jeg er immun overfor dens jamren? Ellers har nogen bare lukket den ind. Jeg har svært ved at lukke mig selv ind her, så jeg tør ikke gå nogen steder i frygt for at blive låst ude. Er det normalt, at man forbinder den første tid væk fra mor og far med frygt? Min søster kommer ned og laver pandekager til mig om lidt. Hun kan nemlig godt låse sig selv ind. Jeg vil gå en tur senere, så jeg kan øve mig i det selv samme.

Hvis jeg bliver låst ude, så kan jeg altid sætte mig ned og synge min klagesang til i morgen tidlig. Det lader til, at man så bliver lukket ind.